Abonnement på KVANT

Man kan dels abonnere gennem én af udgiverforeningerne eller som selvstændig abonnent. Et abonnement på KVANT for 2026 (4 udgaver) leveret til en adresse i Danmark koster 190 kr og bestilles ved at sende navn og adresse til kvant@kvant.dk. Da PostNord standser levering af breve til udlandet efter 1. januar 2026, er det lige ikke muligt at tegne et abonnement til en adresse i udlandet. Man må gerne skrive til kvant@kvant.dk, hvis man er interesseret, og så vender vi tilbage, når vi har overblik over mulighederne.

Fra 1. juli 2025 har medlemmer af Dansk Fysisk Selskab digital adgang til alle udgaver af KVANT og mulighed for at søge i de enkelte artikler.


Mere end 140 blade udgivet siden 1990


Indhold

Artiklerne i bladet er på et semipopulært niveau, hvor forskere formidler deres forskning på dansk til interesserede læsere.

I hvert blad stiles der mod at bringe flere korte, letforståelige og vel illustrerede artikler af bred interesse med en høj faglig standard og en gang imellem lidt længere og mere dybdegående baggrundsartikler.

Faste sektioner er:

  • KVANT-nyheder
  • Nyheder fra foreningerne
  • Breddeopgaver
  • Aktuel bøger

Bladet bringer meddelelser fra Astronomisk Selskab, Dansk Fysisk Selskab og Selskabet for Naturlærens Udbredelse, bl.a. om foreningernes foredrag, årsmøder og andre arrangementer.

KVANTs historie

KVANT blev grundlagt i 1990 som efterfølger til Fysisk Tidsskrift (grundlagt 1902), der stoppede samtidigt. Bladet blev oprindeligt udgivet af to foreninger: Dansk Fysisk Selskab (DFS) og Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU). I 1998 kom yderligere en udgiverforening med, Astronomisk Selskab (AS), og undertitlen ændredes fra “Tidsskrift for Fysik” til “Tidsskrift for Fysik og Astronomi”. Et par år senere kom Dansk Geofysisk Forening (DGF) med blandt udgiverforeningerne. I 2020 fusionerede DGF med DFS og blev en sektion i DFS.

Ved udvidelsen i 1998 kom der en nyhedssektion til og et større fokus på astronomi. Medlemmerne af Astronomisk Selskab fik herefter KVANT som medlemsblad som erstatning for Astronomisk Tidsskrift (grundlagt 1916), der fra 1968-98 blev udgivet som et fælles skandinavisk tidsskrift. KVANT kan således betragtes som en videreførelse eller fusion af både Fysisk Tidsskrift og Astronomisk Tidsskrift, blot med en mere populær profil.

KVANT har igennem årene haft en række ansvarshavende redaktører, der har redigeret bladet ved siden af arbejde på enten universitet eller gymnasium: Jørgen Friis Bak 1990-92, Mads Hammerich 1993-98, Jens Olaf Pepke Pedersen 1998-04 og igen fra 2017 samt Michael Cramer Andersen 2004-17. Derudover er bladet forankret i en redaktion af frivillige redaktionsmedlemmer fra universiteter, forskningsvirksomheder og gymnasier. Et af de nuværende medlemmer af redaktionen har været med fra bladet blev grundlagt.