Forfattere
Vejledning til forfattere
Længde og målgruppe
En typisk artikel fylder 3-4 sider inklusiv figurer, referencer og forfatteromtale. Længere artikler (op til ca. 8 sider) bringes kun efter aftale og bør behandle emner af generel interesse. Artikler forfattet på engelsk eller artikler, der kun har interesse for en snæver del af læserne, vil kun sjældent blive bragt. Se nærmere om bladets målgruppe
Introducer artiklen med et abstrakt på omkring 5 linjer. Abstraktet skal give læseren et indtryk af hvad artiklen handler om. Det er vigtigt, at sende et billede og en kort præsentation af forfatteren, i stil med de præsentationer, der findes i slutningen af hver artikel. Se eksempel-artikel.pdf (1.6 Mb) for et eksempel på en kort og velillustreret artikel.
Illustrationer
Forfattere opfordres til at inkludere figurer. Der er intet, der som en god illustration kan modvirke eventuelle tvetydigheder i teksten. Illustrationer og billeder til artiklerne afleveres separat – helst på elektronisk form (f.eks. JPEG, PostScript, Encapsulated PostScript, PNG eller PDF), men ellers i god papirkopi. Husk nogle gode figurtekster til illustrationerne.
Referencer og fodnoter
Referencer anføres i teksten med cifre i kantede parenteser ([1]), og anføres til sidst i artiklen med nummer, forfatter, årstal i parentes, artikel (eventuelt bind-nummer med fed skrift) og sidetal. Ved formidling kræves ikke den samme dokumentation som ved en videnskabelig artikel. Brug derfor kun få centrale referencer og fortrinsvis referencer til alment tilgængelige bøger eller tidsskrifter, og ikke specielle konferencebidrag, interne rapporter og lignende. Fodnoter bør undgås, men kan godt bruges til f.eks. ordforklaring. Ved brug af tekniske begreber eller sjældne fremmedord forklares ordet første gang det anvendes. Længere forklaringer af begreber eller formler fra hovedteksten kan eventuelt placeres i en boks.
Huskeliste
- Omfang: Skriv ikke for langt, 3-4 sider svarende til ca. 2.500 ord eller 15.000 tegn.
- Abstrakt: Omkring 5 linjers resume af artiklen.
- Illustrationer: Brug rigeligt med illustrationer – de må godt fylde halvdelen af artiklen.
- Formler: Brug ikke for mange og for svære formler – artiklen skal som udgangspunkt gerne kunne forstås af en interesseret gymnasieelev eller en 1. års fysikstuderende.
- Forfatterfoto: Husk et billede af hver forfatter og en kort præsentation af forfatterens forskningsområder.
- Referencer: Brug ikke for mange referencer – op til 5-10 væsentlige og gode referencer, f.eks. aktuel forskning som artiklen er inspireret af, eller gode referencer til hvor man kan fordybe sig i emnet.
Artikler sættes i LaTeX
Teksten kan f.eks. skrives i standard LaTeX eller et almindeligt tekstbehandlingsprogram (Word) eller som ren ASCII fil, hvis der ikke indgår formler. Artiklen bliver layoutet i LaTeX med en særlig kvant sty-fil, som kun udleveres ved henvendelse til redaktøren. For at lette produktionen modtages artikler normalt kun på elektronisk form. Det kan enten være som elektronisk post til e-mail adressen: kvant@kvant.dk, eller til postadressen (hvortil figurer mm. også kan sendes):
KVANT
c/o DTU Space
Centrifugevej 356
2800 Kgs. Lyngby